Social Media Links:

Síguenos:

Cancuún México 29 de noviembre - 10 de diciembre 
Choose your prefered language: Español | English

Climate researchers acquitted

Klimaforskere frifindes

Denmark
Berlingske Tidende
07/07/2010
Af Michael Bjerre

De britiske klimaforskere, som fik hacket og offentligjort deres e-mails på nettet op til klimatopmødet i København, får kritik for mangel på åbenhed, men deres forskning er »grundig og hæderlig«, fastslår undersøgelse.

LONDON: De var af klimaskeptikere udråbt til at være videnskabelige fuskere og uærlige - men de er præcis det modsatte.

Syv måneder efter, at balladen om forskningen i menneskeskabte klimaforandringer eksploderede, fastslås det i en undersøgelse, at de hackede klimaforskere på University of East Anglia i England har deres troværdighed i behold, og at de har bedrevet »grundig og hæderlig« forskning.

Efter at de over 1.000 stjålne e-mails var blevet offentliggjort på internettet kort før klimatopmødet i København i december, gik klimaskeptikere til angreb på særligt lederen af universitets klimaforskningsenhed, professor Phil Jones.

Forsker traumatiseret

Ikke mindst fordi han i en mail havde skrevet, at han havde brugt statistiske »tricks« for at udslette nedgange i den globale temperatur. Professoren blev så traumatiseret af skandalen og de mange personangreb, at han overvejede selvmord.

Den uafhængige undersøgelsesgruppe, Climate Change Email Review, blev nedsat af universitetet efter tyveriet af de mange e-mails og den megen ballade om universitets forskning. Klimaskeptikere angreb universitetet for at manipulere for at nå frem til deres resultater.

Professor Jones er en nøgleperson for den videnskab, der har fastslået, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Hans enhed har en enestående database, som viser, hvordan temperaturer har svinget igennem tusinder af år.

Netop derfor har forskning fra Jones & Co. været afgørende i forhold til at opbygge den store sag om at bekæmpe global opvarmning, der kulminerede i København, men endte med en politisk hensigtserklæring og ikke en bindende global klimaaftale.

Den nye undersøgelse finder intet i de mange e-mails, som kan underminere budskabet i FNs Klimapanels rapporter om, at der sker menneskeskabte klimaforandringer.

Ingen tvivl om redelighed

Selv om der således ikke kan sås »tvivl« om forskernes videnskabelige redelighed, så får de dog kritik for deres mangel på åbenhed over for at dele deres informationer med klimaskeptikere, der havde krævet aktindsigt. Ligesom universitet i øvrigt har fået det i to tidligere undersøgelser.

Universitetets vicerektor, Edward Acton, siger, at undersøgelsen endelig burde stoppe de »konspirationsteorier, usandheder og misforståelser som har cirkuleret«. Samtidig beklager han, at reglerne for aktindsigt ikke er blevet fulgt mere slavisk.

Benny Peiser, direktør for den klimaskeptiske tænketank »Global Warming Policy Foundation«, siger, at emnet »ikke vil forsvinde«.

Han siger, at universitet ikke kan se rapporten som »en renselse« på grund af den »fordømmende anklage« om mangel på respekt over for aktindsigt.

Forleden offentliggjorde den hollandske regering en undersøgelse af FNs klima-panels rapport. De hollandske eksperter fandt »ingen fejl«, der underminerer klima-panelets hovedkonklusion om, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Til gengæld påpeger hollænderne, at panelet i flere tilfælde har opridset det værst tænkelige scenarie, og derfor anbefaler de, at FNs Klimapanel for troværdighedens skyld fremover offentliggør flere mulige scenarier.

 

El contenido de las noticias que se presentan en esta sección es responsabilidad directa de las agencias emisoras de noticias y no necesariamente reflejan la posición del Gobierno de México en este u otros temas relacionados.

    

Page 'Breadcrumb' Navigation:

Site 'Main' Navigation: