Social Media Links:

Síguenos:

Cancuún México 29 de noviembre - 10 de diciembre 
Choose your prefered language: Español | English

The climate is hostage of beliefs and interests

Klimaet er gidsel for tro og interesser

Denmark
Information
25/08/2010
George Monbiot

Klimavidenskabens indsigter synes at dele den offentlige mening langs eksisterende politiske skillelinjer: Højrefløjen benægter dem, venstrefløjen favner dem.

Australien har afholdt sit andet klimaforandringsvalg. Det var udfordringen fra klimaændringerne, som afsatte de foregående ledere for begge store partier: Kevin Rudd fra Labor, fordi hans position var for svag, Malcolm Turnbull fra De Liberale, fordi hans position var for stærk. Og da den nye Labor-leder, Julia Gillard, også kløjedes i klimapolitikken, valgte mange af hendes tilhængere at hoppe over til De Grønne.

Labors sammenbrud begyndte, da det australske senat afviste Rudds forslag til en emissionshandelsordning. Stillet over for valget mellem enten at opløse parlamentet og udskrive valg eller også trække lovforslaget tilbage, blev han kyst og mistede partiets tillid. På samme måde begyndte støtten til Julia Gillard at skride, da hun foreslog at overlade den nøjere udformning af klimapolitikken til en borgerforsamling. Næsten 70 procent af de stemmer, hun mistede, gik til De Grønne.

Som Rudd blev også Turnbull trængt af emissionshandelspørgsmålet. Hans støtte til ordningen splittede De Liberale. Umiddelbart før Senatets første afstemning om spørgsmålet i december sidste år blev han væltet af Tony Abbott, der tidligere har forsikret sine tilhængere om, at klimaforandringer er »det argeste sludder«. Hvis Abbott formår at danne en regering (det præcise valgresultat kendes ikke i skrivende stund - i Australien fintæller man stadig stemmerne fra weekendens valg, red.), vil han kunne omstøde resultatet af valget i 2007, som De Liberale tabte - i vidt omfang, fordi partiet ikke ville sætte ambitiøst ind imod klimaforandringerne.

Samme historie igen

Det er ikke så svært at forstå, hvorfor klimaforandringer er så brandvarmt et emne i Australien. Landet har været hærget af tørke, skov- og steppebrande. Af større økonomier uden for Den Arabiske Halvø er det også Australien, som udleder mest kuldioxid pr. person. Australierne CO2-forurener mere end amerikanerne, dobbelt så meget som briterne og fire gange mere end kineserne. De fleste australiere ønsker at ændre på dette, men kulindustrien holder de australske politikere i kort snor.

Australsk politik leverer således yderligere dokumentation for, at klimaforskning deler den offentlige mening langs eksisterende politiske skillelinjer. I dag er Abbott ikke længere en direkte benægter af klimaforandringer, selv om han stadig - helt i modstrid med kendsgerninger - insisterer på, at verden er blevet koldere siden 1997. Nogle medlemmer af hans parti går endnu længere: Senator Nick Minchin hævder for eksempel, at »alt det der om klimaforandringer er en stor venstreorienteret sammensværgelse for at afindustrialisere den vestlige verden«.

En nylig meningsmåling viser dog, at 38 procent af politikerne i Abbotts koalition erkender, at menneskeskabt global opvarmning finder sted - det tilsvarende tal for Labor er 89 procent.

Det er samme historie alle steder. I midtvejsvalgkampen i New Hampshire i sidste uge benægtede samtlige seks republikanske kandidater, at menneskeskabte klimaforandringer finder sted. At dømme efter de seneste tosserier i senatet og i primærvalgkampe over hele landet ser det republikanske parti ud til at styre imod en enstemmig afvisning af videnskabens veletablerede indsigter.

Den ultra-nyliberale tjekkiske præsident, Vaclav Klaus, hævder, at »global opvarmning er en myte, hvilket enhver seriøs person og videnskabsmand er udmærket klar over«. Det britiske UK Independence Party kan inden længe blive ledet af Lord Monckton - den skøreste mand i britisk politik - som hævder, at bestræbelserne imod klimaændringer er intet andet end en konspiration, der skal bane vej for en kommunistisk verdensregering.

Jo længere ud mod højre, man kommer i det politiske spektrum, jo hyppigere vil man støde på individer, som insisterer på, at menneskeskabte klimaforandringer ikke eksisterer. Benægtelsen har intet at gøre med videnskab og alt at gøre med politik.

I The Daily Telegraph forsøgte den konservative Daniel Hannan for nylig at forklare sammenhængen. »Når vi præsenteres for en ny erkendelse, vil vi automatisk forsøge at presse den ind i vores eksisterende trossystem. Og passer den ikke, vil vi i første omgang hellere betvivle erkendelsen end trossystemet. Han har ganske ret. Sådan er vi alle tilbøjelige til at opføre os. Det er også sandt, at i visse henseender er modstanden imod klimavidenskaben i bedre overensstemmelse med højreorienteret, især neoliberal politik. Det nye højres filosofi kan sammenfattes i denne isnende proklamation fra Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus: »Det menneskelige begær er grænseløst, og sådan bør det vedblive med at være«.

Mere pragmatisk

Den højreorienterede fornægtelse kan afkaste perverse resultater. I et desperat forsøg på at formilde sit partis benægtere foreslog Malcolm Turnbull at overdrage 640 milliarder kr. til industrien for at kompensere for de tab, udgifter og besvær, som de blev påført af indsatsen mod klimaændringer. Rudds emissionshandelsordning var derimod mere eller mindre selvfinansierende.

Også Tony Abbott har til hensigt at bortøde subsidier til forurenende virksomheder uden at kræve tilsvarende forpligtelser. Statslige tilskud? Rettigheder uden pligter og ansvar? Hvornår er den slags blevet konservativ politik?

Det har det været længe. I USA er republikanerne også tilhængere af grønne incitamenter til industrien uden lovkrav, grænseværdier eller regulering. De globale subsidier til fossile brændstoffer er 12 gange større end den tilsvarende støtte til vedvarende energi. Og mange af de mest generøse tilskud er blevet uddelt af borgerlige regeringer (tænk bare på de fyrstelige summer, George W. Bush forkælede olieindustrien med).

Jovist, benægtelse af menneskeskabte klimaforandringer handler om politik, men fremgangsmåden er mere pragmatisk end ideologisk. Det er tale om en politik, som udformes for at imødekomme krav fra de industrilobbygrupper, som i mange tilfælde finansierer de politikere, der formulerer den. At højrefløjen opfører sig som klimatosser, er ikke kun, fordi de sætter deres tro over videnskabelige beviser, men bestemt også, fordi de sætter interesser over alt andet.

El contenido de las noticias que se presentan en esta sección es responsabilidad directa de las agencias emisoras de noticias y no necesariamente reflejan la posición del Gobierno de México en este u otros temas relacionados.

    

Page 'Breadcrumb' Navigation:

Site 'Main' Navigation: