Social Media Links:

Síguenos:

Cancuún México 29 de noviembre - 10 de diciembre 
Choose your prefered language: Español | English

Comment: The failure of the COP to a new green leadership

Kommentar: Fra COP-flop til nyt, grønt lederskab

Denmark
Berlingske Tidende
07/09/2010
Af Per Meilstrup, klimadirektør, Mandag Morgen, forfatter til »Kampen om klimaet«

Per Meilstrup: Mens vanvidsvejret hærger kloden venter vi apatisk på en COP16, som tegner til at blive endnu en fiasko. Det er på tide at genopfinde klimakampen. Og Danmark har alle muligheder for at gå forrest.

Mens billederne af flygtende, pakistanske familier i Khyper-passets muddermasser ruller hen over nyhedsfladerne, så er den gysende realitet, at politikernes afmagt ove rfor klimakrisen aldrig har været større end netop i disse dage. Sidste år på samme tid gav COP15 verden et håb. I dag har de politiske aktører nærmest opgivet ævred, mens de apokalyptiske ændringer i det globale klima ramler ned over os. Ændringer, som klimaforskere siden 1970erne har varslet ville blive de ødelæggende konsekvenser af den globale opvarmning. Orkaner, oversvømmelser, hedebølger, ekstremt nedbør. Nu er de her. »Vanvidsvejr« kalder englænderne det. 2010 bliver formentlig det varmeste år nogensinde målt på jordkloden, dvs. siden 1850 - og samtidig det år, hvor mennesket har udledt mest CO2 til atmosfæren. I juli blev verdensrekorden i varmegrader slået: 53.3 grader celsius i Mohenjodaro ved Indus-floden - som ironisk nok også ligger i Pakistan. Der er pt alvorlig tørke i områderne syd for Sahara i Afrika. Det samme i Rusland. Oversvømmelserne har ramt store områder i Asien og Centraleuropa. Kina oplever de værste mudderskred i mands minde.

Vi har selv set en snert af vanviddet. De groteske billeder af forladte biler på en oversvømmet Lyngbyvej får det til at løbe én koldt ned ad ryggen. Vi undrer os. På trods af videnskabens advarsler i årevis.

Vi har et ejendommeligt forhold til meteorologer. Vi dyrker dem som moderne mediehelte, når de står i vejrstudiet og fortæller om lavtryk over Lillebælt og nattefrost på Bornholm. Men når de som videnskabsmænd sagligt advarer om fremtidige vejrkatastrofer ignorerer vi dem. Ikke sjældent bliver de oven i købet beskyldt for at være både dommedagsprofeter og uvederhæftige.

De fleste, der kender videnskabsfolk, ved, at de er meget konservative. De skal have alle forbehold med og drager nødigt dramatiske konklusioner omkring årsag og virkning. Det var derfor opsigtsvækkende, da meteorologernes verdensorganisation, WMO, som er verdens mest ansete forum for klimaforskere, i denne måned tydeligere end nogensinde kædede vanvidsvejret sammen med global opvarmning. Måske kan det være anledning til, at vi omsider begynder at reagere rationelt på budskaberne.

Et første skridt ad fornuftens vej ville være at overveje, om den institution (FN) og proces (COPerne), som verdenssamfundet har sat til at løse klimaproblemet, er effektiv nok. Det ser unægtelig ikke sådan ud. Før COP15 sagde den ene politiker efter den anden, at det er »nu eller aldrig«. Det blev »aldrig«, og forsøgene på at fortsætte og reparere den bestående beslutningsproces er nedslående. Vi ønsker alle, at de monumentale anstrengelser forud for COP15 var et skridt i den rigtige retning, men vi må i dag konstatere, at det er svært at tro på. At bygge videre på Copenhagen Accord, som blev resultatet af COP15, er som at bygge ovenpå et korthus. Aftalen var ikke forpligtende, og nu flygter landene fra den, som bl.a. USAs chefforhandler Jonathan Pershing konstaterede ved de seneste forhandlingsmøder i Bonn. Aftalen blev udarbejdet uden for det formelle forhandlingsspor, og det er derfor endog meget svært at integrere den i forhandlingerne. Den indeholdt en række hensigtserklæringer, men meget få konkrete instrumenter, og risikerer derfor ikke at få nogen praktisk betydning. »De eneste skridt er tilbageskridt,« som EU-kommissær Connie Hedegaard konstaterede i forrige uge. Derudover såede forhandlingerne op til København splid og mistillid mellem parterne. Set udefra er COPen nu fanget i et bizart limbo, hvor nøjagtig de samme diskussioner, som vi hørte til bevidstløshed før København, er genoptaget.

Men filosofien bag COP-processen er også svær. Nemlig at få alle lande til at bevæge sig fremad mod løsningen i takt. Det må derfor være på tide at vende det hele på hovedet og prøve noget nyt. I stedet for, at alle skal følges ad, er løsningen måske at lade få, succesrige lande gå foran og lede processen gennem ’eksempels magt’. Nemlig de lande, der er lykkedes med at skabe både vækst og klimaløsninger. Hvis de klart og tydeligt demonstrerer deres succes, vil det tjene som inspiration for alle de andre, der i øjeblikket kæmper for at sænke CO2-udledningen og samtidig skabe eksport, konkurrencefordele og jobs. Det gælder f.eks. Colorado, Sydkorea og København, som alle har grønne modeller, der skaber stor opmærksomhed rundt omkring i verden. Colorado tiltrækker i øjeblikket investorer og cleantech-virksomheder som en magnet, fordi staten aggressivt forsøger at skabe det, som Obama har kaldt en »clean energy economy«. Sydkorea er på vej til at blive en grøn asiatisk tiger med måske de mest markante grønne satsninger i verden. Præsident Lee har sat det mål, at Sydkorea i 2020 skal være verdens førende cleantech-land. København er kåret som Europas grønneste hovedstad og har verdens mest ambitiøse klimamål - nemlig at være CO2-neutral om bare 15 år.

Fælles for de tre økonomier er, at de er ambitiøse - og at de handler. De venter ikke på at den globale aftale kommer på plads, de satser på at komme først med de smarte, bæredygtige løsninger, sælge dem, tiltrække investorer, øge innovationen: De viser, at det kan lade sig gøre. At man kan tjene penge på at være grøn. At det skaber fremgang, livskvalitet og optimisme. Danmark har unikke forudsætninger for at kickstarte dette nye lederskab. Vi har gennem de sidste 40 år skabt et energimirakel, som alverden misunder os. Gennem systematisk, langsigtet samspil mellem politikere, virksomheder, universiteter og civilsamfund har vi skabt økonomisk vækst uden at øge udledningen af CO2. Vi har skabt en blomstrende clean-tech sektor med titusinder af attraktive jobs. Med andre ord: Vi har gjort det, som alle andre eftertragter, nemlig at skabe en grøn vækstøkonomi, og vi er derfor en interessant samtalepartner.

Om en måned samles højtstående repræsentanter for Colorado, Korea og København med en række andre grønne vækstøkonomier i præcis de samme lokaler, som dannede ramme om COP15, til World Climate Solutions 2010, som Mandag Morgen er medarrangør af. Formålet er at dele viden om, hvordan man skaber grøn vækst - og lægge fundamentet for et samarbejde, hvor dem i den grønne førertrøje kan hive resten af verden med og op i tempo. Motivationen er todelt. For det første, så haster det endnu mere end nogensinde med at afbøde klimaændringerne og de alvorlige konsekvenser, de allerede nu har. For det andet, så bør København og Danmark gøre et markant come back, fordi vi har noget at tilbyde verden.

I stedet for at blive husket for en COP, der floppede, må vi tage føringen og demonstrere, at Danmark ikke er blevet bange for sin egen skygge. At vi er inde i klimakampen igen.

El contenido de las noticias que se presentan en esta sección es responsabilidad directa de las agencias emisoras de noticias y no necesariamente reflejan la posición del Gobierno de México en este u otros temas relacionados.

    

Page 'Breadcrumb' Navigation:

Site 'Main' Navigation: