Social Media Links:

Síguenos:

Cancuún México 29 de noviembre - 10 de diciembre 
Choose your prefered language: Español | English

The world will not have any global climate agreement

Verden får (nok) ingen global klima-aftale

Denmark
Information
19/09/2010
Jørgen Steen Nielsen

USA kommer aldrig med, og FN-processen er faret vild, siger iagttagere. Tiden er inde til at slås for klimaet på andre niveauer: I EU, i Danmark, i kommunerne, i virksomhederne og civilsamfunde.

Verden får ikke nogen juridisk bindende global klima-aftale.

Verdens lande kunne ikke enes om den på COP15 i København sidste år, de vil ikke kunne enes på COP16 i Mexico til december, på COP17 i Sydafrika næste år endsige på noget senere tidspunkt.

Det er den konklusion, stadig flere iagttagere og aktører på den internationale og hjemlige klimascene drager. Nogle gør det offentligt, andre gør det med dæmpet stemme uden for citat, mens atter andre afviser og holder fast i forhåbningerne til verdenssamfundets ledere.

For dem, der i dag vurderer, at COP-processen ikke kan levere den globale aftale, kommer erkendelsen næsten som en befrielse. Fordi den fjerner illusionen om en forkromet løsning serveret af FN og i stedet gør det krystalklart, at fremtiden og ansvaret for planeten ligger i vore egne tøvende hænder. Det vil sige regionalt som for eksempel i EU, nationalt som i det danske Folketing og regering, lokalt som i kommunerne, virksomhederne og civilsamfundet. Og individuelt hos borgerne og forbrugerne.

Som klimakommissær i EU vil Connie Hedegaard næppe officielt kunne undsige COP-processen, men som daværende dansk topmødeminister og COP15-formand advarede hun faktisk den 7. december 2009 fra Bella Centers talerstol om det nu sandsynlige scenario:

»Lad mig advare jer: Den politiske vilje vil aldrig blive stærkere. Dette er vores chance. Hvis vi forspilder den, kan det tage år, før vi får en ny og bedre. Hvis nogensinde.«

Chancen i København blev forspildt, og nu virker en selvforstærkende negativ dynamik: Den politiske vilje degenererer på den internationale scene, fordi traumet fra Bella Center sidder dybt i alle politiske ledere. Ingen ønsker at tage lederskab, ingen vil gentage eksperimentet med at sætte alt på ét bræt og løbe risikoen for at stå tilbage som et nyt nederlags fædre eller mødre. De internationale ngo’er skruer ned for retorikken og flytter fokus, fordi det lyder stadig mere hult at råbe ’bindende global aftale nu!’ Medierne har fået ‘klimakvalme’ eller bare færre begivenheder at skrive om - p.t. rummer globale nyhedsmedier ikke engang halvt så mange klima-historier som på samme tid sidste år. Og uden presset fra andre nationer, verdensoffentligheden og medierne får andre udfordringer forrang på hårdt trængte politikeres dagsordner. Hvor Lars Løkke Rasmussen for et år siden sagde ‘Klima, klima, klima’, siger han nu ‘Vækst, vækst, vækst’. Præcis som EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, der forleden i sin State of the Union- tale konstaterede, at klimaforhandlingerne er »gået i stå«, og at de fem hovedprioriteter for EU i dag handler om noget andet.

»Vores mål er vækst, en holdbar og inklusiv vækst. Det er vores altoverskyggende prioritet,« sagde Barroso.

Vi håbede

Klimatopmødet i København var en ‘alt-på-ét-bræt’-strategi, som mange i ind- og udland spillede med på og satte deres håb til.

»Vi var mange, der håbede og troede på, at den kraftpræstation, det var at få denne tsunami af beslutningskraft til Danmark - 125 statsledere - kunne skabe et politisk momentum, der kunne sikre en bindende klima-aftale,« siger Martin Lidegaard, bestyrelsesformand for den grønne tænketank Concito.

»Det skulle være det store skridt. Der var et element af gambling over det. Danmark, men ikke kun Danmark, var i en tilstand af klimapsykose,« siger Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi.

Der var dem, der advarede på forhånd. Såsom NASA’s respekterede chefklimaforsker James Hansen, der i avisen The Observer skrev, at politikerne »løj«, når de rejste til København med budskabet om, at de havde sat sig mål, som kunne sikre klimaet. Såsom den britiske politiske filosof John Gray, der før COP15-starten sagde til Berlingske Tidende:

»Den eneste afgørende betydning, København får, er, at det bliver det sidste billede i drømmen om, at vi kan løse klimakrisen med reducering af CO2-udledning.«

Og såsom nu afdøde, forhenværende miljø- og energiminister Svend Auken, der til Information sagde: »Jeg er dybt pessimistisk.«

»Alt tegner til en ‘succes’ med masser af bekymrede analyser, dristige taler og lunkne løfter. Faktisk ringere end Kyoto,« lød Aukens vurdering.

En fjerde, som advarede, var Jørgen Henningsen, der som daværende miljødirektør i EU-Kommissionen havde forhandlet både FN’s Klimakonvention i 1992 og Kyoto-protokollen i 1997 og derfor kender alle faldgruberne og barriererne i international klimapolitik. I dag er Henningsen - nu medlem af regeringens Klimakommission - en af dem, der taler for et opgør med drømmen om en global, juridisk bindende klima-aftale.

»Efter min mening er det ikke en realistisk mulighed at få en sådan aftale inden for en ganske lang årrække,« siger han.

»Hele processen bygger på en illusion, som der er en vis uvilje mod at opgive. Hvis man har investeret en masse mental energi, prestige eller hjerteblod i projektet, er det frygtelig svært at sige til sig selv: ‘Hør, det nytter ikke noget, vi må gøre noget andet’. Men det går jo ikke at sælge klimaet på det alter.«Martin Lidegaard vedkender sig dilemmaet.

»Vi drømmer alle om at få en bindende international aftale, fordi det ville være den bedste løsning. Men som det ser ud nu, er forhandlingerne kørt uhjælpeligt fast, og man skal være særdeles optimistisk for at tro på, at det bliver anderledes.«

Flere internationale klimaforhandlere, som Information har talt med, siger, at de ikke i øjeblikket kan se nogen farbar vej til den globale forpligtende aftale. Man befinder sig i et tomrum, hvor ingen ved, hvad køreplanen egentlig er, og hvor der er noget nær total uenighed om den ønskværdige udgang på forhandlingsprocessen. Alligevel ønsker man fra europæisk hold ikke at fjerne det pres på centrale aktører, som kan ligge i at opretholde en officiel ambition om den globale aftale.

Stopklodsen USA

Den centrale aktør er USA. Her er præsident Obamas og Demokraternes forsøg på at få vedtaget en national klimalov helt kuldsejlet. Demokraterne har i dag 57 pladser i Senatet, skal bruge 60 stemmer for at få en klimalov godkendt, men kan end ikke mobilisere alle partiets egne for sagen. Og ved midtvejsvalget til november står man til at tabe flere pladser.

Den afgåede chef for FN’s klimasekretariat, Yvo de Boer, sagde for nylig, at han »vil blive meget overrasket, hvis klimalovgivningen kommer på dagsordenen igen i indeværende præsidentperiode«, dvs. på denne side af november 2012.

Det er ikke det værste.

»Selv om man så tror på, at det kan lade sig gøre at vedtage en stærk amerikansk klimalov, så er det 100 pct. sikkert, at en bindende global aftale ikke vil blive ratificeret i det amerikanske senat. Der skal hele 67 stemmer i Senatet til ratificering af en international aftale - at tro på det er et rent luftkastel,« mener Jørgen Henningsen.

Jurister ved bl.a. Center for Climate Change Law ved Columbia University har påpeget, at der findes en teoretisk mulighed for, at præsidenten forpligter USA på en fremtidig klima-aftale uden ratifikation i Kongressen. Det forudsætter imidlertid, at 60 stemmer i Senatet på forhånd giver præsidenten carte blanche til således at binde nationen globalt, og at præsidenten udnytter dette mandat. Hvor sandsynligt er det mon, at en præsident, der end ikke vover at bringe sit eget partis klimalov til afstemning i Senatet, kan få og vil bruge et sådant mandat?

»Det er svært at forestille sig, at USA vil påtage sig en klimapolitik, der indebærer, at USA’s egne kulreserver ikke må bruges,« siger Lars Aagaard.

Svært at være realist

De danske ngo’er slipper nødigt kravet og forestillingen om en bindende global klima-aftale. For store organisationer som WWF og Greenpeace har det været del af deres klimapolitiske raison d’être at deltage på COP-møderne og presse på for aftalen. Både John Nordbo, klimachef hos WWF, og Tove Ryding, klimamedarbejder hos Greenpeace, siger, at de tror på en aftale »på et tidspunkt«.

»Men det er rigtig svært at sætte tid på. P.t. er der ikke meget bevægelse, og der er ikke nogen, der fører an og tager nye initiativer. Der er så mange ubekendte, at det er svært at sige, om det bliver før eller efter den næste rapport fra IPCC, FN’s klimapanel, planlagt til 2013-14,« siger John Nordbo.

Tove Ryding mener, at »der er ikke noget, der tyder på, at vi ikke skulle få en aftale på et tidspunkt«.

Men det, hun forestiller sig, er en særlig variant af en bindende global aftale, hvor det internationale samfund bevæger sig fremad uanset USA’s holdninger, og hvor USA får en særposition ved - ene af alle - ikke at behøve at ratificere aftalen, blot implementere dens indhold i praksis.

Det er et scenarie, der ikke møder meget forståelse blandt de øvrige aktører, Information har talt med. Hvorfor skulle de store u-lande ratificere og forpligte sig til at blive kigget i kortene af det internationale samfund, hvis ikke amerikanerne skal, siger en international forhandler. Og hvad med lande som Canada og Japan, der hele tiden har sat som egen betingelse, at USA også er med?

I virkeligheden, påpeger en anden, har de to stormagter og hovedmodstandere - USA og Kina - det begge udmærket med at holde hinanden i skak, så der ikke sker noget, og alting fortsat flyder.

Søren Dyck-Madsen, der i en årrække har deltaget i COP-møderne for Det Økologiske Råd, har svært ved at se USA-Kina-konflikten løst på FN-niveau.

»Det kræver en eller anden form for løsning på bi- lateralt niveau,« vurderer han.

I Dyck-Madsens krystalkugle får verden ikke én global bindende klima-aftale i første omgang, men måske to aftaler: En fortsættelse af Kyoto-protokollen for i-landene minus USA og en parallel aftale for alle andre. En dag kan de måske smelte sammen.

»Men jeg tør slet ikke sætte årstal på. Hvis du beder mig være realistisk, tror jeg, det bliver rigtig svært. Hvis man skal være realist, bliver man pessimist, og det er jeg generelt ikke. Det giver et skisma,« siger han, der har besluttet ikke at tage til COP16 i Cancun.

Jørgen Henningsen kritiserer ngo’erne for »at svigte i denne sag, fordi de fastholder en model, der ikke har gang på jord«.

»Det blokerer for, at andre muligheder bliver bragt på bane,« mener han.

Storvask i Rio?

Der hersker blandt alle interviewede aktører stor rådvildhed om, hvor COP16 i Cancun, Mexico, og COP17 i Sydafrika i 2011 kan bringe forhandlingerne hen. I forhandlerkredse rumsterer den overvejelse, at 2012 måske kan blive året, hvor det hele eksploderer, og luften bliver renset med ukendt resultat. 2012 er således 20 år efter FN’s Rio-konference, hvor selve den grundlæggende Klimakonvention - nærmest mirakuløst - blev vedtaget og siden ratificeret af alle, og i 2012 mødes verdens ledere på ny i Rio de Janeiro for at gøre status over verdens tilstand og det globale samfunds indsats. Et eller andet må nødvendigvis ske her …

Ingen aktører taler imidlertid for helt at afblæse de løbende klimadrøftelser i FN-regi. FN er bl.a. stedet, hvor de fattige og klimaudsatte lande kan komme til orde, og stedet, hvor der f.eks. kan forhandles klimabistand.

»Det første der sker, hvis man forlader dette forum, er at de sårbare landes interesser glemmes, og at f.eks. penge til deres tilpasning til klimaforandringerne aldrig materialiserer sig,« påpeger Tove Ryding.

Søren Dyck-Madsen mener også, at FN-processen er nødvendig som det forum, der kan udstille, hvad regeringerne ikke gør, og dermed både udløse et pres på dem og motivere til handling på andre niveauer.

Det sidste er afgørende for Lars Aagaard og Martin Lidegaard.

»FN-processen kan ikke undværes, men den har illustreret, at det her ikke kan gøres top-down med start i FN,« siger Aagaard.

»Der må bygges et momentum op nedefra, og det betyder, at det politiske ansvar for at drive processen nu først og fremmest er regionalt. EU har et fantastisk stort ansvar - det er ekstremt vigtigt, at EU samles om en fælles regional klimapolitik, der får de nationale politikker til at hænge stadig bedre sammen.«

Skrappe energikrav til bygningerne, bilerne og de elektriske apparater, et CO2-kvotesystem med færre kvoter og højere priser, harmoniserede støttesystemer for vedvarende energi - det er nogle af de påtrængende udfordringer for EU, mener Dansk Energis direktør.

»Der er blevet lagt utrolige mængder energi i de internationale processer fra både staterne, civilsamfundet og erhvervslivet. Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om ikke den energi kan bruges bedre ved at rette blikket indad på nationalt og regionalt niveau,« siger Concitos Martin Lidegaard.

»Alle os, der vil klimaet det godt, kommer til at lave om på vore strategier for, hvor vi sætter det politiske pres ind. Concitos bestyrelse har besluttet ikke at lægge kræfter i FN-processen de kommende år - vores indsats kommer til at ligge i Danmark og EU. Vi oplever heldigvis en enorm interesse for klimaet i erhvervslivet og kommunerne og hos borgerne. Det er kun det politiske niveau, der er gået i stå,« siger Lidegaard.

El contenido de las noticias que se presentan en esta sección es responsabilidad directa de las agencias emisoras de noticias y no necesariamente reflejan la posición del Gobierno de México en este u otros temas relacionados.

    

Page 'Breadcrumb' Navigation:

Site 'Main' Navigation: