Social Media Links:

Síguenos:

Cancuún México 29 de noviembre - 10 de diciembre 
Choose your prefered language: Español | English

Energy policy is not a climate joke, is business politics

Energipolitik er ikke klimaflip - det er erhvervspolitik”

Denmark
Information
11/11/2010

Danmark har store muligheder for at skabe nye erhvervseventyr, men det kræver, at regeringen ser på energipolitikken med nye briller. Der har været for meget Venstre og for lidt Connie. Det betaler medarbejderne på Vestas og Skykon prisen for, nu hvor kineserne er ved at overhale os

Nu må det være gået op for de fleste danskere, at det ikke er gratis, når regeringen undlader at føre en offensiv klima- og energipolitik. Tværtimod. Hvor man op igennem 1990’erne skabte mange tusinde nye jobs i vindmølleindustrien og de øvrige grønne industrier, fordi man havde et politisk lederskab på området, som forstod, at energipolitik også er erhvervspolitik, ser vi i dag, hvordan Danmark taber terræn på den grønne dagsorden.

Taberne blev i denne måned bl.a. de over 2.000 medarbejdere i Vestas’ danske afdelinger, der nu står til fyring. Oveni kommer så, at en stor mængde underleverandører og små håndværksmestre bliver ramt. Og katastrofen forværres af, at fabrikslukningerne og fyringerne rammer lige ned i de såkaldte yderområder - Lolland, Nordjylland, Langeland - som en knytnæve til et blåt øje. Jobbene flytter til lande som Kina, hvor man tør satse offensivt på det grønne guld.

Regeringen har siden den kom til - ja undskyld det trælse tilbageblik, men det er altså nødvendigt - systematisk holdt foden på bremsepedalen. Venstre, som svinger taktstokken i regeringen, ville hellere høre på Bjørn Lomborg end på Connie Hedegaard. Først skulle vind helt ud (aflysningen af tre planlagte havmølleparker i 2002 og en total neddrosling af vind på land). Så blev der i 2004 lettet lidt på låget efter hårdt pres fra oppositionen. Det gentog sig i 2008. Men igen så modvilligt, at det tog halvandet år at nå frem til blot en beskeden energiaftale.¨

Ikke blik for potentialet

Det indlysende spørgsmål er naturligvis, hvorfor regeringen i så lang tid har valgt at stå på bremsen frem for at speede op?

Den sørgeligt enkle forklaring er, at specielt Venstre har betragtet klima- og energipolitikken som en udgift. Som noget, der skulle begrænses. Området er ikke blevet opfattet som det helt indlysende led i en hardcore offensiv erhvervspolitik, hvor der skulle etableres samlede strategier for, hvad der skal til, for at Danmark ikke bare i dag men også i fremtiden kan blive førende. Klima- og energipolitikken har været noget, ministre uden for regeringens inderkreds kunne få lov at boltre sig med, så længe de ikke gik for vidt. Connie Hedegaards dygtighed gav respekt og stor gennemslagskraft internationalt - men i regeringens magtcenter lyttede ingen til hende. Desværre.

Også Dansk Folkeparti - med de mange klimabenægtere - har spillet en uheldig rolle. Det er egentlig underligt, at netop dette parti foretrækker, at vi skal være afhængige af tvivlsomme arabiske olieregimer frem for at vælge den grønne vej som giver jobs til danske arbejdere. Men dem om det.

Pubertær vrede

Opfattelsen af klima- og energipolitikken som noget, der især er en ubehagelig udgift, er undervejs blevet næret af en stor vrede, grænsende til had mod alt, hvad der kunne minde om Auken-æraen. Så stor har denne pubertære vrede været, at man end ikke har kunnet høre de mange råb fra fremsynede erhvervsfolk om at handle.

Det gælder ikke kun råbene fra vindindustrien, som beskæftiger omkring 25.000 danske lønmodtagere, men også de mange andre brancher, der rummer mulighederne for at skabe job, indtjening, eksport og innovation. De fleste har udtrykt sig i høflige vendinger, for det er nu en gang stilen i de fleste virksomheder og brancheorganisationer, men det skulle vel heller ikke være nødvendigt at bande eller slå på tæven for at komme igennem med fornuften i sit budskab?

Frustrationerne er efterhånden tårnhøje, og det er næppe nogen hemmelighed, at det ikke kun er i vindindustrien, at den er gal. Selv landbruget, der ellers er Venstres trofaste ven, er blevet utålmodige, for hvad bliver det egentlig til med den biogas, der er blevet lovet så længe? Og hvad med den halm, der ligger ubrugt hen?

Alle steder peges der på det enorme behov for, at der fra politisk hold sættes klare og ambitiøse mål for de næste 10 år. At der skabes rammer for et stærkt hjemmemarked, hvor forskning, udvikling, demonstration, innovation og produktion kan gå hånd i hånd. For uden alle led i kæden er det ikke troværdigt, at vi kan skabe vækst. Her er klare politiske målsætninger en meget vigtig del, men målsætninger gør det ikke alene.

Panden mod muren

Lad os blot som et eksempel pege på havvind, hvor vi endnu er blandt de førende. Skal vi også være det i morgen og i overmorgen, forudsætter det, at der udarbejdes en egentlig platform for udvikling af havvind i hele kæden fra forskningsfasen over komponentudvikling og logistik til politiske strategier for, hvordan Nordsøen og Østersøen kan gøres til store nordeuropæiske energileverandører og erhvervspolitiske vækstområder.

Et andet - og hidtil noget upåagtet - område er udviklingen af store solvarmeanlæg kombineret med lagring, så sommerens varme kan bruges en større del af året. Adskillige steder i landet (Ærø, Brædstrup, Dronninglund mv.) er der store projekter i gang. Men alle løber de panden mod en mur i spørgsmålet om nogle få nødvendige afgiftsjusteringer, der skal sikre, at disse kombinerede erhvervsanlæg ikke straffes afgiftsmæssigt i forhold til varmepumper.

Vi har rejst dette spørgsmål adskillige gange, senest under en lovbehandling i foråret, hvor spørgsmålet kunne være løst. Men igen får vi den klare opfattelse, at det mest opfattes som noget besværligt klimaflip og ikke som en chance for at videreudvikle et erhvervspolitisk potentiale, hvor vi endnu er førende.

Tid til forandring?

Alle har - om end utålmodigt - ventet på, at den klimakommission, Connie Hedegaard fik nedsat, skulle barsle, for det var jo tydeligt, at ethvert initiativ var pakket i skuffen indtil da. Nu kender vi Klimakommissionens anbefalinger, og nu har statsministeren erklæret sig enig i, at vi skal være helt uafhængige af fossile brændsler i 2050.

Fint, så er den barriere væk! Men svaret kan jo ikke være, hvad vi skal foretage os i 2050, hvor vi for længst er enten døde eller ude af aktiv politik. Svarene må handle om, hvad vi kan gå i gang med nu, og hvad der skal ske de næste 10 år. Og det er vel nærmest unødvendigt at pege på, at det haster, hvis vi ikke skal overhales med endnu flere længder af kineserne og de andre store økonomier, der har indset behovet for at investere i nye grønne teknologier, bl.a. fordi de har erkendt, at det bliver dyrt at fortsætte den totale afhængighed af fossile brændsler.

Vi hævder naturligvis ikke, at der ikke var kommet en eneste fyring på Vestas, hvis bare regeringen havde lagt en offensiv energipolitisk linje for år tilbage. For Vestas i Danmark producerer ikke kun til det danske marked, men til hele det nordeuropæiske marked. Men forudsætningen for at kunne føre en virkelig offensiv og troværdig linje i EU er nu engang, at man gør det samme på hjemmebane.

Det er derfor relevant at stille det enkle spørgsmål: Hvorfor har Danmark ikke spillet ud med en offensiv strategi for at gøre Nordsøen og Østersøen til store havmølleområder? Hvorfor er der ikke kommet et udspil til en national platform for udvikling af havmølleindsatsen? Eller formuleret en offensiv strategi for at udbrede vores store fjernvarmepotentiale til landene omkring Østersøen og etablere de økonomisk beskedne, men vigtige ordninger, der skal sikre, at danske virksomheder kan være med helt fremme i konkurrencen om at vinde regionale udviklingsprojekter og ordrer?

Mulighederne er mangfoldige, men erkender man ikke i sit hjertes inderste, at energipolitik ikke er miljøflipperi, men erhvervspolitik, er det selvsagt umuligt at gribe og udvikle mulighederne. Og så vil vi se nye fyringer i stedet for nye erhvervseventyr.

El contenido de las noticias que se presentan en esta sección es responsabilidad directa de las agencias emisoras de noticias y no necesariamente reflejan la posición del Gobierno de México en este u otros temas relacionados.

    

Page 'Breadcrumb' Navigation:

Site 'Main' Navigation: