Social Media Links:

Síguenos:

Cancuún México 29 de noviembre - 10 de diciembre 
Choose your prefered language: Español | English

The green superpotency

Den grønne stormagt

Denmark
Information
15/11/2010
Jørgen Steen Nielsen

Kina ser sig selv indtage sin rette plads som verdens mægtigste civilisation. Hvis de aktuelle vækstrater fortsætter, vil USA være overhalet i 2027. Men væksten truer klodens naturgrundlag. Derfor sætter Kinas ledelse sin politiske vilje ind på at skabe en grøn økonomi

»Et lederskabs fornemste opgave er at identificere den dominerende modsætning på ethvert punkt i den historiske proces og udforme en central strategi til at løse den«

- Mao Zedong

»Inderst inde ved de, at de er bedst,« skriver den norske økonom, professor ved Norges Handelshøjskole Arne Jon Isachsen, om kineserne i et nyt arbejdspapir, Hva Kina vil.

Kineserne, der har holdt sammen som ét rige i over 2.000 år, løb ind i, hvad de selv kalder ‘hundrede års ydmygelse’, da de i 1842 tabte den første opiumkrig til briterne.

»Fra at være verdens største økonomiske magt i begyndelsen af det 19. århundrede med en samlet økonomi svarende til 33 pct. af hele verdens forfaldt Kina hastigt til kun fem pct. midt i det 20. århundrede,« noterer den kinesiske økonom Hu Angang, professor ved Tsinghua Universitet i Beijing.

Ydmygelsen og nedturen varede, helt til Mao Zedong den 1. oktober 1949 erklærede det store rige samlet og folkerepublikken for en realitet. Men Kinas historie er lang, kinesernes tålmodighed stor og hundrede år blot et øjeblik. I dag er det store rige i midten opsat på at genindtage sin retmæssige plads i verden, bevise for hele det internationale samfund, at Kina er størst og den kinesiske model vitterlig bedst. Ifølge investeringsbanken Goldman Sachs kan processen ventes fuldbyrdet i 2027, året hvor Kina står til at overhale USA og blive verdens største økonomi. Japan passerede man i sommer.

I den vestlige verdens hovedstæder iagttager rådvilde regeringer og politikere processen, fortsat prægede af det ‘tunnelsyn’, som Kina-kenderen og -forfatteren Martin Jacques, London School of Economics, har sat præcise ord på:

»Troen på, at vores modernitet er den eneste tænkelige, og at vores politiske og kulturelle indretning i sidste ende vil blive overtaget af alle andre. En utrolig provinsiel mentalitet.«

Faktisk mener Martin Jacques, at Vestens globale dominans blot er et kortvarigt glimt i verdenshistorien, startende sidst i det 18. århundrede og under afvikling i dette århundrede.

Foruroligelsen blandt vestlige ledere handler om, at det autoritære regime vitterlig ser ud til at klare tidens globale udfordringer bedre end deres egne sklerotiske, stadig mere introverte demokratier.

Med sin topstyrede handlekraft har Kina således håndteret finanskrisens udfordring langt bedre end Vesten. Ifølge The Economist er krisens svækkelse af de vestlige økonomier af én af den kinesiske regerings tænketanke direkte udlagt som »en historisk chance« for at styrke Kinas globale position, bl.a. ved at bruge det enorme tilgodehavende i amerikanske dollar til at presse USA til accept af kinesiske virksomhedsopkøb.

En cirkulær økonomi

Kina er bedst til at skabe og vedligeholde økonomisk vækst. For hver dag forekommer det mere tydeligt, at Kina også er bedre rustet til at håndtere den økologiske udfordring, der ledsager samme vækst.

»Kun ved at forfølge en grøn udviklingsstrategi og ændre vækstmodellen til en grøn udviklingsvej vil det være muligt for Kina at realisere sin historiske genrejsning,« skrev Hu Angang i 2001, dengang som nu leder af den indflydelsesrige tænketank Center for China Studies i Beijing.

På det tidspunkt var den øverste kinesiske ledelse allerede i gang med at forholde sig proaktivt til modsætningen mellem den buldrende vækstøkonomi og dens enorme miljømæssige omkostninger. Ligesom man vidste, at forudsætningen for rigets politiske og sociale stabilitet var fortsat høj vækst, forstod man, at bæredygtighed var forudsætningen for at kunne opretholde denne vækst.

»Man begyndte at tale om bæredygtig udvikling midt i 1990’erne, og det var med en bred forståelse af, hvad det handler om: balance mellem menneske og natur, befolkningsudvikling, fattigdomsbekæmpelse - kædet sammen med en forståelse af behovet for et skift i den økonomiske politik fra det eksportorienterede til det mere indenlandsk orienterede,« siger cand.scient.pol. Nis Høyrup Christensen, der på Copenhagen Business School forsker i Kinas satsning på vedvarende energi.

Ma Kai, lederen af den magtfulde Nationale Udviklings- og Reformkommission, sagde i 2004, at »hvis vores vækstmodel ikke ændres, så kan væksten ikke opretholdes.« Landets vicemiljøminister Pan Yue sagde, at »Kina har ikke længere råd til at følge Vestens ressourceforslugne udviklingsmodel.« Og Kinas præsident Hu Jintao begyndte at tale om ‘en cirkulær økonomi’ med mindre forurening og ressourceforbrug via genanvendelse, effektivisering og ren teknologi. Fra 2005 blev den cirkulære økonomi den formelt vedtagne, ny udviklingsstrategi for Kina, ledsaget af bl.a. ny lovgivning med mål for energibesparelser, vedvarende energi m.m.

Forandringernes hastighed

I dag er der stadig voldsomme miljøproblemer i Kina. Der er stadig et voksende kulforbrug og en voksende CO2-udledning som resultat af de vedvarende økonomiske vækstrater på over 10 pct. om året. Men Kina har samtidig mere fart på end nogen andre med at stille om til et grønt energisystem. Og trods en sen start i den proces har Kina allerede overtaget førerstillingen på det globale marked for sol- og vindteknologi. Rapporten Renewables 2010 fra det globale REN21-netværk af stater, virksomheder og organisationer noterer, at »Kina i 2009 stod for 40 pct. af verdens produktion af solceller, 30 pct. af verdens vindmøller og 77 pct. af verdens solvarmeanlæg.«

»Forandringernes hastighed i Kina er sådan, at det, som for et år siden forekom umuligt, i morgen virker uundgåeligt,« siger den amerikanske Kina-kender Joshua Cooper Ramo, direktør for konsulentformaet Kissinger Associates og ophavsmand til udtrykket ‘The Beijing Consensus’ om den fremspirende kinesiske verdensorden. Ramo minder om, hvordan Kinas daværende præsident Jiang Zemin i sin afskedstale til partikongressen i 2002 brugte ordet ‘ny’ 90 gange i den 90 minutter lange tale.

»Hvad kineserne ønsker sig mere end noget andet er stabilitet, men det er det eneste, de ikke kan få, for i det øjeblik, landet holder op med at forandre sig, vokse og tilpasse sig, står det over for alskens problemer,« lyder Ramos’ præcise beskrivelse af drivkraften bag Kinas hæsblæsende omstilingsproces.

Det, der kendetegner udviklingen - og adskiller den fra udviklingen i Vest - er den specielle kombination af innovation i rasende tempo og en stærk, autoritær centralmagt.

»Når man kommer derud, ligner det frådende kapitalisme, og man kan have en forestilling om, at der foregår det samme som i Vesten. Det er ikke tilfældet. Præmisserne for markedet er fuldstændig anderledes i Kina,« siger Nis Høyrup Christensen, CBS.

Han gengiver, hvad en amerikansk forretningsmand sagde til ham, da præsident Obama i 2009 gik ind og støttede kriseramte General Motors med penge:

»I USA sker den slags by necessity, af nød. I Kina sker det by design, som planlægning. Kineserne har en helt anden tænkning om markedet.«

»Vi er præget af neoklassiske tanker om, at markedet selv skal finde sin balance, og af den individorienterede tilgang om din og min ret til at drive fri næring. I Kina trækker man markedskræfterne ind for at styrke den kinesiske stat. Markedet er statens redskab, og det betyder f.eks., at embedsfolkene rundt om i systemet er mere eller mindre pålagt at gribe ind i markedet, hvis det ikke leverer. Der er intet armslængdeprincip, intet der hæmmer intervenering i markedsdannelsen,« påpeger Nis Høyrup Christensen.

Derfor er Kinas bevægelse mod den grønne økonomi bl.a. præget af massive og langsigtede subsidier til de nye teknologier og selskaber, som staten ønsker fremmet, samt af direkte statslig deltagelse som medejer i mange af de nye fremstormende, ofte børsnoterede virksomheder inden for sol, vind, biomasse, elbiler etc.

»Andre lande kan dermed spørge sig selv, om det er et selskab eller et land, man har med at gøre,« bemærker Arne Jon Isachsen.

Planer og beslutninger

Viljen og evnen til centralt at styre markedet og erhvervslivet kommer også til udtryk, når den kinesiske regering med håndfaste ordrer lukker klima- og miljøbelasten- de virksomheder. I de første ni måneder af 2010 har man ifølge det statslige nyhedsbureau Xinhua lukket 1.355 mindre kulminer, og i august beordrede man lukning af 2.087 energimæssigt ineffektive stål-, cement-, papir- og aluminiumfabrikker. Var produktionen ikke indstillet med udgangen af september, ville der blive lukket for både el og penge, lød beskeden.

Samtidig investeres hidsigt i de nye løsninger. En helt ny opgørelse fra konsulentvirksomheden Ed Harris fortæller, at Kina siden 2007 har investeret 120-160 milliarder dollar i vedvarende energi og dermed er blevet verdens største investor på dette felt. Ifølge REN21 voksede Kinas grønne energiinvesteringer i 2009 med 33 pct., mens USA’s faldt med 46 pct. og Europas med fire pct.

»Det at man har et autoritært styre, som forbliver ved magten, og som lægger langsigtede planer og fastholder dem, har en enorm, gunstig effekt på investorer, nationale som internationale. Investorerne stoler på de kinesiske myndigheder, mens de er konstant usikre på, hvor regeringerne i Vesten vil hen, og hvor længe deres udmeldinger holder,« siger Nis Høyrup Christensen. Eller som administrerende direktør i brancheorganisationen Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg, kort og kontant udtrykker det:

»Den helt store forskel er, at planer i Kina også er beslutninger. I Europa er der rigtig mange planer, men ikke nogen forpligtende beslutninger.«

Hæsblæsende innovation

Beslutningerne i form af konkrete nationale og lokale mål og ledsagende lovgivning er baggrund for den hæsblæsende kinesiske innovation: Forskningen og udviklingen i de talløse forskningscentre og tænketanke, som kinesiske myndigheder kan sætte i gang med et fingerknips, når behov opstår.

Kina har i dag ifølge rapporten Cleantech Innovation in China 1.600 regeringsstøttede forskerparker og ‘inkubatorer’, hvor private virksomheder og offentligt ansatte forskere samarbejder, og hvoraf mange handler om grøn teknologiudvikling og om at bane vej for nye kinesiske upstart-virksomheder på dette område. Forsknings- og innovationscentrene trækker i høj grad på vestlig ekspertise via samarbejdsprojekter, men også på den hjemlige talentmasse, der følger af at producere studenter, ph.d.’er, ingeniører og anden ekspertise i både langt større tal og langt højere takt end Vesten. Kina har femdoblet antallet af studerende pr. år i perioden 1998-2005 og var i 2007 oppe på at producere 5,5 millioner nye studerende om året. Kina producerer angiveligt tre gange så mange ingeniører pr. år som USA.

Effekten af denne satsning på intellektuelle produktivkræfter kan f.eks. ses af, at Kina nu er nr. fire i verden, når det gælder antallet af nye patenter inden for ren teknologi - et håndfast vidnesbyrd om, at Kina ikke længere blot skal ses som ‘verdens fabrik’, men også som stadig mere indflydelsesrigt forsknings-, udviklings- og designcentrum - dét som mange har bildt sig ind var Vestens tilbageværende privilegium.

»Kinas beslutning om at blive grøn er det 21. århundredes parallel til Sovjets opsendelse i 1957 af Sputnik, verdens første satellit i kredsløb om Jorden,« skriver New York Times-kommentatoren Thomas Friedman i en af sine snart mange tekster om, hvordan de vestlige demokratier er ved at blive hægtet af udviklingen i det autoritære Kina.

»Den opsendelse lammede os og overbeviste præsident Eisenhower om, at USA var ved at komme bagud med raketteknologi, og ansporede USA til massive investeringer i videnskab, uddannelse, infrastruktur og netværksdannelse.«

»Well, folks. Sputnik er lige blevet sendt op igen: Kina skifter til grøn teknologi,« siger Friedman.

For Jorden ligner det et stærkt opløftende budskab. Med sin centraliserede beslutningskraft og formidable innovationsevne kan Kina blive stedet, hvor der banes vej for de nye løsninger, der kan bidrage til at redde menneskeheden fra klimaforandringer og miljøødelæggelse. Hvad det betyder for USA’s og Europas økonomiske position og indflydelse i verdenssamfundet er meget mere usikkert. Det afhænger helt af, hvordan - eller om - de vestlige demokratiers politikere formår at reagere på udfordringen.

El contenido de las noticias que se presentan en esta sección es responsabilidad directa de las agencias emisoras de noticias y no necesariamente reflejan la posición del Gobierno de México en este u otros temas relacionados.

    

Page 'Breadcrumb' Navigation:

Site 'Main' Navigation: