Social Media Links:

Síguenos:

Cancuún México 29 de noviembre - 10 de diciembre 
Choose your prefered language: Español | English

The energy sector has lost patience with Danish politicians

Energisektoren har tabt tålmodighed med de danske politikere

Denmark
Information
23/11/2010
Jørgen Steen Nielsen

Det bliver ved at trække ud med de vigtige klima- og energipolitiske beslutninger, og nu er der gået valgstrategi i kampen for fremtiden

»Gid der snart kommer et valg, og gid nogen vinder det godt og grundigt.«

Desperation er nok for stærkt et ord, men frustrationen lyser ud af Jørgen Jørgensen, administrerende direktør i brancheforeningen Dansk Fjernvarme. Sådan som den lyser ud af andre aktører i den danske energisektor. Ét år efter COP15 med alle de højtflyvende klimaløfter og varsler om grøn revolution og to måneder efter Klimakommissionens rapport om et fossilfrit Danmark i 2050 er der stadig ikke kommet en lyd fra den danske regering. Og nu er der gået valgkamp i energipolitikken.

»Jeg har meget svært ved at se et energiforlig for mig inden et folketingsvalg,« siger Martin Lidegaard, formand for den grønne tænketank Concito.

Selv klima- og energiministeren tvivler.

»Jeg gør mig ingen illusioner om, at det bliver nemt at lave et bredt energiforlig inden valget. Jeg synes allerede, man ser nogle tendenser til, at der er gået valgkamp i tingene,« siger Lykke Friis, pt. på klimabesøg på Maldiverne, til Information.

Samme vurdering høres i disse dage overalt i energisektoren. Og det anses ikke for usandsynligt, at der går et år eller mere, før der i Folketinget kan ligge et nyt energipolitisk forlig, der udstikker mål, rammer og konkrete virkemidler for første etape af rejsen ud af den fossile energiøkonomi.

Af samme grund begynder nogle af sektorens aktører at appellere om hurtigere delbeslutninger. Vedtag dét, I er enige om nu, gem uenigheder til senere. Vi kan ikke vente længere, siger de til politikerne.

Løfterne

Løfterne om handling, nye planer og politiske aftaler har været mange.

Det gældende energipolitiske forlig, indgået i februar 2008 af et bredt folketingsflertal, udløber i 2011, og derfor hed det i forligsteksten:

»Inden udgangen af 2010 drøfter parterne konkrete supplerende initiativer for perioden efter 2011.«

Det betyder på dansk start inden nytår på forhandlinger om en ny energipolitisk aftale. Men der er ikke kommet nogen forhandlingsinvitation fra regeringen.

I april 2009 skrev daværende klima- og energiminister Connie Hedegaard i Klimapolitisk redegørelse 2009, at »Regeringen vil derfor i dette efterår fremlægge en samlet dansk klimastrategi, der skal præsentere de virkemidler, som kan tages i anvendelse på tværs af hele det ikke-kvotebelagte område.«

Det ikke-kvotebelagte område handler om drivhusgasudledningerne fra ‘biler, boliger og bønder’, dvs. transportsektoren, boligsektoren og landbruget, og på disse områder manglede Danmark ifølge regeringen virkemidler og planer, der kan sikre, at klimamålet for 2020 nås. Men der kom ingen ‘samlet dansk klimastrategi’ i efteråret 2009.

Et år senere - den 18. oktober i år - spurgte Folketingets miljøudvalg den nuværende klima- og energiminister Lykke Friis, hvad der egentlig var blevet af den lovede klimastrategi. Og ministeren svarede 28. oktober, at strategien faktisk var blevet fremlagt i foråret 2010. Det fremlagte dokument hed godt nok Klimapolitisk redegørelse 2010 og var på blot 16 sider, men det skulle ifølge Lykke Friis læses som regeringens klimastrategi, selv om det ikke rummede nye planer, virkemidler eller beslutninger fra regeringen.

Den klimapolitiske redegørelse henviste til, at regeringen ville spille ud med en langsigtet plan, når Klimakommissionen i september havde barslet med sit forslag til et Danmark uden fossil energi i 2050. Og da kommissionens rapport kom den 28. september, sagde Lykke Friis, at hun håbede at have regeringens egen køreplan for vejen ud af det fossile samfund med i rejsetasken, når hun drog til COP16, klimamødet i Mexico der begynder på mandag .

Kilder i centraladministrationen siger, at ministeriet og regeringen i adskillige måneder op til kommissionsrapporten havde holdt krudtet tørt, sparet på officielle initiativer og i stedet gjort sit eget interne forarbejde for at kunne følge overbevisende op, når Klimakommissionens rapport var fremlagt.

For nylig måtte klimaministeren imidlertid meddele, at udspillet først kommer »inden jul« - altså efter COP16 - og senest har statsminister Lars Løkke Rasmussen annonceret en yderligere forsinkelse og sagt »tidligt i 2011«.

Eftersom der ikke er nogen plan fra regeringen, er der heller ikke noget at indkalde til forhandlinger med partierne om. Og nu er der så - siger mange iagttagere - gået valgkamp i sagen.

Ikke tid, ikke vilje

»Jeg tror desværre ikke, der er nogen som helst chance for et nyt energipolitisk forlig inden valget,« siger Dansk Fjernvarmes Jørgen Jørgensen.

Samme vurdering lyder fra administrerende direktør Lars Aagaard i elselskabernes brancheorganization Dansk Energi, fra klima- og energimedarbejder i Greenpeace Tarjei Haaland samt fra Martin Lidegaard, formand for den grønne tænketank Concito. Lidegaard har som tidligere radikalt folketingsmedlem været med til at forhandle to energiaftaler, så han kender den langstrakte proces.

»Det tager tid. I forhandlingerne rejses der spørgsmål, som kræver nye beregninger, som rejser nye spørgsmål osv.,« siger han.

Forhandlingerne om den gældende energiaftale startede således med tekniske spørgsmål fra partierne i februar 2007 og sluttede med aftalen i februar 2008. Næste folketingsvalg skal afholdes senest i november 2011, mange vurderer, at det kommer inden sommerferien og med nødvendigt afsæt i en køreplan fra regeringen, der først kommer »tidligt i 2011«, er chancerne for at nå i mål inden valget små.

Nok så afgørende er imidlertid, at der næppe længere er politisk vilje til at prøve.

»Hvis man hører partiernes energiordførere, så lyder det faktisk som om, de er næsten enige, bortset fra Dansk Folkeparti. Grunden til, at der ikke kan laves et forlig, er, at det ikke er energipolitikerne, der bestemmer. Det er partilederne og strategerne, der afgør, om der skal laves store forlig,« siger Jørgen Jørgensen.

Og her synes vurderingen at være, at det er bedre at profilere sig i valgkampen via energisagen end at skabe resultater via et bredt, snarligt forlig.

»Oppositionen vil næppe legitimere regeringen ved inden et valg at give dem den fjer i hatten at have sikret et fornuftigt forlig. Derfor bliver oppositionen nærmest nødt til at kræve mere, end de ønsker for ikke at risikere, at VKO slår til. Og det, de så kræver, vil VKO ikke give,« vurderer fjernvarmedirektøren.

Tarjei Haaland, Greenpeace, er enig:

»De fire oppositionspartier har fremlagt en fælles vision for at markere, at dette er et område, hvor de står sammen. Derfor forekommer det ikke sandsynligt, at de har lyst til at indgå et energiforlig inden et valg. De erfarede jo sidst, at regeringen var ekstremt uambitiøs, og at man derfor kun kunne opnå dårlige kompromisser.«

SF’s energiordfører, Anne Grete Holmsgaard, siger, at man gerne vil indgå et bredt energiforlig i nær fremtid, men det forudsætter, at regeringen vil »bide til bolle«, dvs. med en aftale frem til 2020 gå en fjerdedel af vejen mod det fossilfri Danmark i 2050, altså om fire årtier. Det ser hun bare ikke tegn på.

»Regeringen lægger større vægt på at have Dansk Folkeparti med, og så tyder det på en reprise af noget, vi har prøvet tidligere. Og hvorfor skulle vi binde os til noget, der ikke går den nødvendige fjerdedel af vejen i 2020? Det vil være ret dumt af os,« siger Anne Grete Holmsgaard.

For sit vedkommende har regeringen næppe heller stor interesse i forhandlinger, der udstiller VK i klemme mellem DF og oppositionen eller alternativt præsterer enighed i en valgkamp, hvor det gælder om at tydeliggøre forskelle.

Klima- og energiminister Lykke Friis understreger, at »for mig er det politiske indhold vigtigere, end hvem der er med. Målet er naturligvis et bredt forlig, fordi det er mest holdbart, men det afgørende er indholdet.«

Iagttagerne er enige om, at der er bedre muligheder for et ambitiøst energiforlig hen over midten, hvis valget fører til regeringsskifte.

»For en ny regering vil det være rigeligt at få V og K med. Man er ikke som den nuværende regering tvunget til at række ud efter Dansk Folkeparti. Og dertil er temmelig mange i V og K meget trætte af DF’s klima- og vindmølleskepsis,« siger Martin Lidegaard.

I en ny situation hvor oppositionen har flertal, vil det ikke være vanskeligt at få V og K med på en energiaftale, vurderer Jørgen Jørgensen.

»De kan jo se, at der vil blive lavet en aftale under alle omstændigheder, og så kan de lige så godt være med,« siger han.

Tålmodigheden opbrugt

Problemet er, at tiden går. Det er derfor, Jørgen Jørgensen siger, som han gør:

»Det vigtigste er, at nogen vinder et snarligt valg, og at de vinder tilpas stort. For så kan der laves politik.«

Både han, Lars Aagaard, Martin Lidegaard og Tarjei Haaland har lister over ting, der trænger til hurtig afklaring i energipolitikken. Fjernelse af barriererne for at byernes varmeforsyning kan skifte fra kul til biomasse, en reform af det kaotiske afgiftssystem, en national plan for energibesparelser, en strategi for et fleksibelt, intelligent elsystem, nye vindmølleprojekter på land og til vands, en handlings- og investeringsplan for transportsektoren med bl.a. infrastruktur for elbiler …

»Bundlinjen er, at vi har en række problemer, som vi må have løst, før vi kan komme videre med den grønne omstilling. Når man ikke har klarhed om de politiske rammer, så kan man ikke investere,« siger Lars Aagaard.

Af samme grund er han blevet bekymret for endeløse forhandlinger om et stort forkromet energiforlig, der omfatter alt.

»Under langstrakte forhandlinger trækker energisektorens aktører i håndbremsen og sætter sig til at afvente resultatet. Lad os i stedet få en afklaring af, hvor politikerne er enige, og lad os få isoleret punkterne med uenighed. Træf så beslutninger der, hvor alle er enige om, at der skal gøres noget.«

Forudsætningen for det er, at regeringens svar på Klimakommissionens rapport snart kommer på bordet.

»Først sagde man før jul, nu hedder det efter jul - fint nok, men man kan også trække det for langt. Vi må have en deadline, der hedder medio januar - så er vores tålmodighed ved at være brugt op. Kan man ikke præsentere et udspil inden da, så er det fordi, man internt i regeringen er principielt uenige om, hvad man vil,« siger Lars Aagaard.

Lykke Friis har ikke opgivet håbet om politiske resultater.

»Min tilgang er, at arbejdet skal passes helt ind til den dag, hvor statsministeren udskriver valget, og så må vi jo se, om det er tid nok.«

El contenido de las noticias que se presentan en esta sección es responsabilidad directa de las agencias emisoras de noticias y no necesariamente reflejan la posición del Gobierno de México en este u otros temas relacionados.

    

Page 'Breadcrumb' Navigation:

Site 'Main' Navigation: